Blog

Jeg er vokset op med en alkoholiseret far og narcissistisk mor, seksuelle krænkelser og incest i familien for bare at nævne nogen af temaerne der udgjorde min barndom.

Alkoholisme, narcissisme og incest er noget af en power-kombo, på den virkelig grimme måde. Men jeg ved desværre også, af erfaring, at jeg langt fra er alene! -og hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg selv at jeg er sluppet billigt. For hold nu op, hvor har jeg mødt mange mennesker, med hårdere opvækst historier end mig!

Når jeg vælger at dele historier fra mit liv er det vigtigt for mig at gøre klart, at jeg ikke er ude på at hænge nogen fra min familie ud. Det er på ingen måde er et hævntogt mod nogen. Jeg gør det heller ikke for at søge sympati eller medlidenhed! Jeg betragter ikke mig selv som et offer eller syntes jeg har et dårligt liv den dag i dag. Og sidste men ikke mindste; jeg hader ikke mine forældre.

Dette er for nogen mennesker meget svært at forstå eller tro på, men det er nu engang sådan jeg har det. Det kan sagtens være anderledes for andre og det må det også gerne være. Jeg har været vred på dem over ting i mine opvækst, men mest af alt har jeg bare været ked af det og haft svært ved at forstå dem. Det har jeg derfor brugt lang tid på, at prøve at forstå dem. Ikke for at det på nogen måde skal undskylde dem eller fritage dem for ansvar. Tværtimod har det netop været for at placere ansvaret hos dem, istedet for hos mig, som netop var dét de (ubevidst eller ej) gjorde!

Selvom jeg ikke hader mine forældre, så har jeg valgt ikke at have kontakt med dem den dag i dag. Min far er død, så det giver lidt sig selv, men jeg har heller ikke kontakt med min mor og det er et aktivt valg fra min side. Baggrunden herfor og hele temaet omkring at bryde kontakt med forældre/familie, vil være noget jeg kommer til at beskæftige mig med her på bloggen. Så det vil blive uddybet i andre blogindlæg senere, hvis man ønsker at læse mere konkret om dette emne.

Jeg deler min historie og mit liv, fordi lige præcis det at turde sige højt hvad der er sket og hvad jeg har oplevet, har været nøglen (for mig) til at få det bedre. Ja faktisk til at føle at mit liv, faktisk blev mit liv.

I alt for mange år levede jeg i frygt og skam over alt det jeg havde oplevet. Jeg følte at alt det jeg var blevet udsat for og havde oplevet var noget jeg burde skamme mig over, for jeg fortjente det jo?! Og hvis jeg fortjente at blive udsat for så modbydelige ting, hvad sagde det så ikke om mig som menneske? Jeg er vokset op med sætninger som ”Hvis bare folk vidste hvordan du i virkeligheden er, så ville INGEN være i nærheden af dig!”. Det er sætninger som rungede i mit hoved i årevis. Selv idag kan jeg hører hvordan de blev råbt, hvæset eller hvisket i mit ører til mig når jeg ikke opførte mig ordentligt. Det var pinligt. Jeg var pinlig! Så andre ville jo hverken forstå det eller kunne lide mig hvis de kendte sandheden. Hvis de så hvem jeg egentlig var.

Dét er nok en af de meste skadelige konsekvenser, af min opvækst. Nemlig at sandheden blev gjort forkert, hemmelig og gemt væk, med den blev jeg nemlig gemt væk.
Hvis sandheden er forkert, hvad betyder sandhed så? Og hvornår og hvad er så rigtigt?! Det har skabt et skel indeni mig, hvor jeg har følt mig anderledes, forkert og alene selvom jeg stod i en menneskemængde. Hvordan skal man navigere i en verden hvor det der er sandt er forkert? Hvor ingen må vide hvad der er sket? -for hvis de ved dét så sker der slemme ting! Hvordan ved man så hvem man kan stole på? Hvordan skal man få venner? Begå sig socialt? Bare i det hele taget stole på, at omverden nogensinde vil en noget godt?

Konsekvenserne af min barndom er, at jeg i dag lever med C-PTSD (Complex-PTSD) og en spiseforstyrrelse. Begge er aktive dele i mit liv og jeg bliver aldrig fri af dem. Men jeg har fundet ro med at det er sådan det er og passer jeg ordentligt på mig selv, så er ingen af delene et problem. Begynder jeg derimod at falde i gamle vaner (er f.eks. gammeldags arbejdsnarkoman med hang til gerne minimum 50-60 timers+ arbejdsuger) så begynder både spiseforstyrrelsen og C-PTSD at banke på døren!

Som nævnt tidligere, har det at hele som menneske og finde balance i mit liv, været at bearbejde og tale om alt det der er sket. Tale om overgrebene både de fysiske men i virkeligheden mest de psykiske og følelsesmæssige overgreb, som er det narcissisme er. Først da jeg begyndte at sætte ord på, kunne jeg få det ud. Ud af mine tanker. Ud af mine mareridt, UD af min krop.

Og så har det hjulpet at møde andre med lignede historier. Det at kunne spejle sig i andre og tale med andre som forstå én på et helt andet niveau, end selv den mest velmende og sødeste terapeut, har også været en del af min rejse til at føle mig hel og som et menneske som også har lov til at være i verden. Derfor vælger jeg at give mine erfaringer videre. Hvis bare et menneske læser dette og føler sig hjulpet, så er jeg glad og for mig giver det mening.

Har du lyst til at lægge en kommentar til et indlæg, eller har du noget som du har lyst til at dele, så er du hjertelig velkommen til at skrive til mig. Jeg kan ikke love at jeg har tid til de helt store mail udvekslinger, men du kan forhåbentligt får lettet dit hjerte og vide at du er blevet læst og hørt.

Kh Lotte

Man husker måske mælkebøtten fra da man var lille og lavede kranse af mælkebøtter, eller pranks som ”vil du dufte til blomsten” for så at skyde knoppen i hovedet på den anden. Eller måske husker man den for at være sjov at puste frøene af, når den var afblomstret. Især det med at puste frøene løs fra knoppen, og gerne i ét pust (lige som med fødselsdagslysene i lagkagen), er noget jeg stadig oplever mine egne børn gøre i dag. Nogen, måske mest de voksne, tænker mælkebøtten som ukrudt. Men i botanikkens verden er mælkebøtten kendt for sin evne til at bryde gennem selv de hårdeste overflader. Som asfalt. På den måde, kan den vokse frem, selv de mest utrolige steder.

Mælkebøttebørn; det er os der på trods af en opvækst med; omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, incest etc., formår at finde fodfæste i livet og forsøger med alt hvad vi har i os, at skabe et godt og ordentligt liv for os selv. Det er os, der nægter at blive som vores forældre og kæmper for ikke at give den negative sociale arv videre til vores egne børn¹!

Ukrudt er vel også en slags blomster

– citat af Peter Plys

Sidder du, efter du har læste dette, tilbage med en følelse af tomhed eller genkendelse, noget der kan være svært at finde ord for, men en følelse af at det her måske passer på dig? Så er du hjertelig velkommen til at efterlade en kommentar til bloggen eller skrive direkte til mig. ALLE har brug for at blive set og hørt og nogen gange har man også bare brug for at vide at man ikke er alene. Jeg kan ikke love at jeg altid har tid til lange mail korrespondancer, men jeg kan love dig at jeg læser hvad du skriver og jeg svarer dig så snart jeg har mulighed for det.

Kh Lotte

 

¹ Sidste del er vist for egen regning, det ved jeg ikke lige om er den del af det oprindelige begrebsforklaring.